Mogens Sørensens forfatterværksted

Det er ofte blevet sagt, at ni ud af ti historier handler om kærlighed. I den forbindelse kan vi mindes den franske filminstruktør Francois Truffauts kommentar, at det er én for lidt – det må i hvert fald siges at passe hvad hans egen filmproduktion angår. Han har jo ret så langt, at den store overvægt af historier handler om kærlighed. Det er derfor på sin plads at diskutere kærlighed i litteraturen.

Den ofte hule fremstilling af kærlighed i litteraturen

Vi kan konstatere, at kærligheden fylder meget i litteraturen, sangen, filmen – kunsten i det hele taget. Derfor får den ofte hæftet betegnelsen banal på sig. Jo mere der skrives om et emne, jo flere banaliteter vil der være og jo flere klichéer vil der ligge på lur. Her finder man ofte et eksempel på orddevaluering. Tekster om kærlighed har bare ikke enepatent på dette. Tænk på et emne som f.eks. krig. Hvor er der lavet meget banalt tåbeligt sludder om dette emne, især i form af elendige tegneserier.

Men det skal altså ikke modsiges, at kærligheden så ofte skildres hult og forløjet i litteraturen. Det er ikke uden grund, at mange viger udenom bøger, der betegnes som kærlighedsromaner. Det siges mest at være mænd, men for mit vedkommende har jeg snakket med kvinder, der siger, at kærlighedshistorier gider de ikke læse. Jeg kender mænd, der sætter kærlighedsfilmen Broerne i Madison County højt. Så lad os vogte os for kønsstereotyper.

Når kærligheden absolut skal være der

En af typiske måder, som ofte forekommer, finder især sted i bestsellere og mainstreamfilm, hvor der ikke står kærlighedshistorie/romantik på omslaget eller plakaten. Det er når to personer i bestselleren forelsker sig i hinanden, hvor det egentlig ikke har noget med sagen at gøre. Det drages ind for at tilfredsstille det publikum, der gerne vil have noget romantik med i historien. Så kan hele familien læse med, også dem i familien, der vil have noget romantik. En af mine kvindelige (!) slægtninge kom med et irriteret udbrud over, at det altid skulle blandes ind. Kærlighedsmomentet i disse bøger er gerne påklistret og ofte distraherende i forhold til den egentlige ide.

På siddende balle kan jeg komme i tanker om eksempel fra film: samtlige filmatiseringer af en af min barndoms yndlingsbøger Kong Salomons Miner af Henry Rider Haggard. I bogen hyres gentlemanjægeren Allan Quartermain til at søge efter en vens bortkomne slægtning i en på affattelsestidspunktet uudforsket del af Afrika. I samtlige filmatiseringer er den, der hyrer Quartermain, en kvinde. Selvfølgelig bliver jægeren og kvinden forelskede undervejs. Historiens tema om civilisationens møde med det uberørte, bliver distraheret, modsat romanens fremadskridende tempo. I romanen forelsker en af Quartermains hjælpere sig i en indfødt pige, men det har i højere grad en funktion i historien ved at illustrere et kultursammenstød.

Kærligheden som baggrund for et andet tema

Et andet sted, hvor vi møder kærlighed i litteraturen, er i historier, hvor kærlighedsintrigen er et påskud for at skildre noget helt andet, for eksempel en menneskelig dårskab. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Denne variation har jeg ikke så meget imod som den foregående. Den er nok mest almindelig i ældre litteratur.

Her er Holbergs komedier et oplagt eksempel. Det er en fast ingrediens i hans komedier, at de unge elskende ikke kan få hinanden for en eller begge deres forældre. Jeronimus vil ikke lade sin datter få Erasmus Montanus på grund af hans “uhyrlige” ideer om at jorden er rund. Den Stundesløse vil hellere lade sin datter få en dygtig bogholder, der kan hjælpe ham i hans forretning. Her er kærligheden ikke det centrale i værket.

Det nævnte eksempler er ikke dårlig litteratur. Det er bare ikke her, vi skal finde de dybtgående skildringer af kærligheden. Selvfølgelig er der også skrevet dårlig litteratur i denne variant, selv om jeg ikke lige kan komme i tanker om et eksempel.

Kærligheden som hovedtema

Det gentagne tema om de unge elskende, der ikke må få hinanden, bliver gennemspillet med alle strengene i Shakespeares drama Romeo og Julie. Her er det ikke som hos Holberg en baggrund for at skildre menneskelig dårskab, selv om de i digterens samtid almindelige slægtsfejder bliver sat under hans kritiske pisk. Her bliver kærligheden hovedtemaet.

De ældste kendte fortællinger er fyldt med kærlighedshistorier.

Bibelen er fuld af beretninger, der skildrer kærlighedens veje og vildveje, navnlig det sidste, og den har det smukke bryllupsdigt Højsangen, som også skildrer den sanselige del af kærligheden, skiftevis set fra bruden og brudgommens synspunkt.

Vi har de gamle grækeres fortælling om Orfeus og Eurydike. I det hele taget er den græske mytologi spækket med kærlighedsintriger. Ikke engang guderne kan holde deres følelser i ave.

Vi har 1001 Nats Eventyr, hvor det ofte bliver åbenlyst erotisk.

I den senmiddelalderlige trubadurdigtning var kærligheden et yderst gennemgående tema. Det er ikke den del af litteraturen, som jeg kender bedst. Dem, der har udforsket disse sange fortæller, at her bliver kærligheden besunget som følelse. De handler mere om det vidunderlige i denne følelse end om det vidunderlige ved den udkårne. Hun er som regel uopnåelig, fordi hun er gift.

Moderne trivialiteter

Dette træk fra middelalderens sange må siges at kendetegne mange af nutidens poptekster. En enkelt eftermiddags aflytning af Giro 413 vil kunne bevise dette. Her er kærligheden gennemført vidunderlig og rosenrød. Hvordan er så den person, der er genstand for denne kærlighed? Det siger teksterne intet om. Ligeledes er de smertefulde, tunge sider, som kærlighedslivet også har, glimrende ved deres fravær. Når de er der, er de som regel sukret ind. Vores egen filminstruktør Nils Malmros lavede for nogle år siden en film med titlen Kærlighedens Smerte i den erkendelse, at den side havde kærligheden også.

Men her er vi så inde i eksempler, hvor kærligheden er hovedtemaet. Det kan så være både godt og skidt, og ja, jeg har vedgået, at ofte er det sidste. Kioskhylderne har jo været fyldte af kulørte romancer, som mange nok kender – om ikke andet så fra tv-serien Fint Skal Det Være, hvor Daisy altid læser dem ivrigt, fordi hun synes hun har for lidt romatik i sit liv. Er det også grunden til, at nogen læser dem i virkeligheden?

Lad os ikke fraskrive kærlighed i litteraturen

Vi bør dog ikke fradømme kærligheden sin plads i litteraturen. Vi vil jo heller ikke dømme den ude af livet, det ville være et trist liv. Fordi et fænomen ofte skildres forlorent, kunstigt og forløjet betyder det ikke, at kunstneren skal holde op med at skildre det på en ægte måde. Der er jo forskel på Jane Austens klassiske romaner og vores egen Jørgen Frantz Jacobsens Barbara på den ene side, og så Barbara Cartlands talrige dusinromaner på den anden side.

Hvad gør forskellen?

Hvordan skildrer man så kærlighed i litteraturen uden at det bliver banalt? Der er ikke nogen enkel løsning på dette. I virkeligheden er der jo mangfoldige muligheder for at være mere specifik: den første stormende forelskelse, overgangen til noget varigt, forventning om giftermål, de første gifte år, krise i parforholdet, sorg over tabt eller uopnåelig kærlighed, skilsmisse, længsel tilbage til et brudt forhold. Med så mange muligheder er det utroligt, at det så ofte bliver banalt. Måske fordi der ofte kun vælges en af aspekterne? Jeg har ikke lige ført statistik over det, men opfordrer dig til at tænke over det. Skriv gerne en kommentar om det. Der er så den fysiske side af kærligheden, der også gerne må komme med. Hvor grænsen går mellem erotik og ren pornografi er en anden diskussion, som jeg måske vil lave et indlæg om.

Nye vendinger

En af måderne kan være, at finde på nye vendinger, at undgå alle de floskler, som er sagt så mange gange. Især i digte må man tænke på at undgå alle de vendinger, som er brugt et utal af gange. Det gælder så også historier. Det er jo hvad vi kalder klichéer, vendinger som vi nærmest kan fuldføre bare vi hører starten af dem. Find på nye måder at skildre det på. Det gælder i øvrigt alt man skriver om

Jeg havde selv problemet med digtsamling En Hastig Sommer, der handlede om et kortvartigt forhold. Her gjorde jeg alt for at undgå de typiske vendinger. I min novellesamling Naboskab har jeg en kortroman Festivalen med Sharon om en musiker, der bliver dødforelsket i en sangerinde på en musikfestival. Her gjorde jeg også alt for at undgå klichéerne. Hun er nok køn, men ikke dødlækker, og der antydes, at hun nok er lidt ældre end ham. Han er heller ikke en førsteelsker i den forstand. Den har – SPOILER ALERT – en håbefuld slutning fremfor en lysende happy end.

Egne synsvinkler

Jeg har så også skrevet et tidligere indlæg om, at genrer ikke må være en spændetrøje. Der er ikke noget galt i at skrive om et emne, der er skrevet om et utal af gange før. Hvis man gør det skal man tænke over en ny vinkel på det. Der er skrevet et utal af gange om den midaldrende mand og den unge kvinde, derfor kunne det let blive banalt. Det kan så løses ved at skrive om den midaldrende kvinde og den unge mand. Det kan også løses ved at finde en helt ny synsvinkel på den gamle historie. Det kunne f.eks. være, at det er ham, der svigter hende for en anden.

Det kan være svært med kærlighed i litteraturen så vel som i livet. Men lad det ikke afskrække os.