Er litterære genrer en spændetrøje?

Det at skrive i litterære genrer opfattes af mange forfattere som en spændetrøje og det kan det også være. Jeg har ladet mig fortælle om en, der forsøgte sig i fantasygenren, hvor hun fandt på at skildre nogle overvægtige elver. Hun fik så kritik, der lød på, at elverfolk ikke er overvægtige. Den person, der fortalte mig historien, drog den konklusion, at der ikke er noget så fantasiløst som fantasy.

Når genrer en en spændetrøje

Dette skal ikke tages som udtryk for, at jeg dømmer fantasy over en kant, men som et eksempel på, hvornår en genre kan blive en spændetrøje: når enhver original ide dømmes ude på forhånd og intet må bryde skabelonen. Nogen mener, at alle eventyr skal begynde med: Der var engang… Heldigvis så H. C. Andersen stort på det. Ellers havde vi måttet undvære så herlige indledninger som disse:

Der kom en soldat hen ad landevejen et, to, et to, han havde været i krigen og nu skulle han hjem (Fra Fyrtøjet)

Der var så dejligt ude på landet (fra Den Grimme Ælling)

Det er nok også derfor, at genrelitteratur efterhånden er blevet et ord, der har erstattet det tidligere triviallitteratur. Denne gamle betegnelse syntes jeg var bedre, for det siger noget om ensartetheden.

Litterære genrer som en dialog

Men der findes en anden måde at se det på, nemlig at når man skriver i en bestemt genre, så indgår man i en dialog med de andre tekster, der er skrevet i den genre. Så bliver det i mindre grad en spændetrøje.

Et oplagt eksempel – når jeg nu har nævnt H. C. Andersen – er, at adskillige af hans eventyr ofte “låner” fra folkeeventyrerne, men får så en helt anden drejning i forhold til kilden.

I kølvandet på, at Arthur Conan Doyle havde succes med Sherlock Holmes var der andre, der skrev noveller om en privatdetektiv, der opklarede forbrydelser. De bedste af disse efterligninger er dem, der fører dialog med Doyles fortællinger. F.eks. Chestertons historier om den katolske præst Fader Brown, der ikke bruger den logiske deduktion, men mere indlevelse i forbryderens sind. Senere krimier stillede spørgsmålstegn ved hvor langt den logiske slutning kunne trækkes i opklaringen.

Ursula LeGuins Troldmanden fra Jordhavet bryder med den forslidte kliché om den ældre erfarne troldmand og skildrer en ung troldmand under oplæring.

Tilbage ved klassikerne, så er Miguel de Cervantes roman om Don Quijote et stort svar – og angreb – på de middelalderlige ridderromaner ved at lade sin hovedperson være en mand, der har slugt disse lidt for ukritisk. Senere kom et lignende tilfælde i 1880-tallet, da franskmanden Gustave Flaubert skrev romanen Madame Bovary om en kvinde, der går til grunde, fordi hun har slugt romancerne lidt for råt.

Råd om at bruge litterære genrer.

Så mit råd til dem, der vil skrive i en bestemt litterær genre: tænk igennem, hvad denne genre har af typiske træk. Er der nogen af dem, som du kunne vende op og ned på eller give en original ‘drejning? Kunne det tænkes en ting ved den genre, der irriterer dig selv om du godt kan lide genren, og så vil du gøre lidt op med den?

Fra mit eget bagkatalog vil jeg da nævne min eventyrsamling Tong den Vise Drage og andre fortællinger. Titelnovellen er om to forskellige drager, en fredelig drage og en typisk drage fra vores eventyr, der kæmper. Jeg lader den kæmpende drage forandre sig undervejs og forbedre sig idet – SPOILER FORUDE! – den fredelige drage lader livet.

Der er to dyrefabler i samlingen. En af dem vender op og ned på en af de klassiske af Æsop, den anden har en amoralsk slutning. Der er en troldehistorie, hvor den ene trold ikke er så slem. Denne historie laver i det hele taget kærligt grin med de gamle troldehistorier.

Så hvad kunne du tænke dig at skrive og pille lidt ved i genren? Eller andre genrer? Kort og godt: bryd konventionerne!