Mogens Sørensens forfatterværksted

Hvordan ville jeg reagere hvis et filmselskab henvendte sig og spurgte om tilladelse til at filmatisere en af mine historier? Jeg tvivler på det nogensinde vil ske, men derfor kan jeg godt tænke over det. En læser har en gang sagt, at min historie om Den Sorte Kylling fra min samling Tong den Vise Drage ville egne sig som animationsfilm. Ja, muligvis, men mit forhold til filmatisering af litteratur er ambivalent. Måske ville jeg være beæret, og udsigten til ekstra penge vil veje tungt. Der vil jo også være den ekstra omtale. Så det ville nok ende med et ja.

Problemerne ved filmatiseringer

Det ændrer ikke, at jeg har det problematisk med filmatisering af litteratur. Jeg har som de fleste andre slynget den gode gamle floskel ud, at bogen var bedre. Det har jeg gjort mange gange. Det er ikke så mærkeligt, for skreven litteratur og film er to forskellige ting. Det betyder ikke, at det ene er dårligere end det andet. De to medier har bare forskellige spilleregler. Det er ikke uden grund, at handlingen ofte ændres i filmatiseringer. Det er ikke givet, at en nok så god historie på tryk passer til en films dramaturgi. Når en større roman filmatiseres, må der også ofte ske en forenkling, fordi en film har mindre tid til at fortælle historierne. Her har lange tv-serier dog en vis fordel.

Den anden faktor, der gør det vanskeligt er, at ord skal afkodes af vores hjerne. Så danner vi selv billeder. En film sender billedet lige ind i vores øje med lysets hastighed. Når vi så har læst en bog og dannet billeder, har vi svært ved at forlige os med de anderledes billeder vi ser på filmen. Det er sikkert derfor, at mit tolvårige jeg ikke har kunnet lide filmatiseringer af Robin Hood og Kong Salomons Miner.

Gode film der er anderledes end forlægget

Det er muligt at finde filmatiseringer, som er gode film isoleret betragtet, hvis man ser dem helt uafhængig af det litterære forlæg. Jeg kunne nævne science fiction-filmen Blade Runner, den er noget helt andet end forlægget af Phillip K. Dick og derfor ikke god som filmatisering – altså, som gengivelse af Dicks roman. Men den er god som film isoleret betragtet. Det samme vil jeg sige om Rosens Navn. Umberto Ecos middelalderkrimi er for tyk til at kunne rummes i en film, isoleret betragtet er filmen fin nok.

Vellykkede filmatiseringer – findes de?

Det er så også ind imellem lykkedes at lave gode film baseret på dårlige romaner. Den første film jeg tænker på her er Godfather, som er baseret på en rigtig møgbog, men bestemt er god som film. Ja ja, den indeholder brutale drabsscener, men tro mig, også på det punkt er bogen værre (for retfærdigheds skyld skal det nævnes, at forfatteren Mario Puzo har skrevet andre udmærkede romaner). Alfred Hitchcock sagde også en gang, at hvis man absolut skal filmatisere en roman, så vælg en dårlig roman, så kan det kun blive bedre. Han har også skabt mesterværker ud af dårlige romaner, f.eks. Vertigo.

Men vellykkede filmatiseringer – altså film der virkelig gengiver forlægget trofast, de er sjældne. Et par eksempler på sjældenhederne: filmatiseringen af Hans Scherfigs Den forsvundne Fuldmægtig fra 1972. Filmatiseringen af John Steinbecks Mus og Mænd – nu er det også en kort roman, som er lettere at presse ned i en film. Allerede den græske filosof Aristoteles skrev i sin Poetik, der handler om de tragiske dramaer, at man ikke skulle lave hele Homers epos Illiaden som drama, men vælge en enkelt episode. Det kunne være værd at tænke på omkring nutidige filmatisering af litteratur. Igen: i dag har vi tv-serier, som har en vis fordel på det punkt.

Filmatiseringer af bestsellers og klassikere

Men så kan jeg ikke lade være med at have det dårligt nogen gange med filmatiseringer af bestsellere, læsersuccesser. Vi kender jo reklamesloganet Se filmen, læs bogen til kedsommelighed. Det kan i mine øjne ligne et klamt kommercielt forsøg på at presse citronen, få yderligere penge ud af en salgssucces.

Jeg har det ikke meget bedre med klassikerfilmatiseringer. For mig kan det ligne et levn fra den tid, hvor film ikke blev regnet for en kunstart, men som markedsgøgl. Så skulle man sandelig filmatisere nogle klassikere for at vise, at film sagtens kunne være finkulturelle. I virkeligheden bryder man så klassikeren ned, fordi film er en anderledes kunstart end litteraturen.

Men skulle vi så som forfattere sige nej til at lade vores ting filmatisere? Som sagt i starten: jeg kommer nok aldrig til at tage stilling i praksis. Skulle det ske, så ville pengene og omtalen nok være svære at modstå. Der er så bare mange tilfælde, hvor forfattere til filmatiserede bøger er blevet kede af at se resultatet. Hvad vejer så tungest? Det har ikke noget nemt svar.