Sangtekster og skreven lyrik

Når vi i dag taler om digte i bunden form, altså med et fast antal stavelser i linjerne og enderim i slutningen, er det for det meste sangtekster. Skreven lyrik beregnet til læsning gøres næsten kun i fri form. Naturligvis er der undtagelser, men de er netop undtagelser. Allerede da Tove Ditlevsen skrev sine digte blev hun anset for gammeldags. Hun brugte fast form på et tidspunkt, hvor de frie vers nærmest var blevet kutymen. De bundne former var henvist til sangene. Adskillige lyrikere har så også skrevet både sangtekster og skreven lyrik i frie former. Her vil de fleste af os nok tænke på Benny Andersen, men også Klaus Rifbjerg skrev sangtekster til bl. a. Daimi.

Højskolesangbogen, en samling af sangtekster, mere kendt end skreven lyrik.
Højskolesangbogen, kommer du med i den?

Som en, der både laver sangtekster og skreven lyrik vil jeg på det typiske spørgsmål, om der er forskel på det, sige: det korte svar er ja. Dette indlæg vil uddybe dette korte svar. Om min sangskrivning, se nærmere min profil på ReverbNation eller mit musikværksted.

Hvad er udfordringen ved bundne former?

Der er naturligvis nogle virkemidler, der går igen i de to tekstformer, som metaforer, gentagelser, sammenligninger o. s. v. Det er der skrevet en udmærket bog om, nemlig Skriv Bedre Digte af Abalie A. og Peter Fjordvang, så det vil jeg ikke bruge plads på her.

Så er der bare det, at der skal være et bestemt antal stavelser per linje. De skal ofte ende på et bestemt ord og så skal man tænke på betoningen. Ja, sandt at sige kan det tage tid bare at skrive en enkelt linje på grund af disse hensyn. Det er ikke muligt bare at skrive lige ud af tankerne. Nogen gange kan man så være heldig, at det netop er et rim, der er den spontane ide. Så skal det bare skrives ned inden man glemmer. Vi er jo ikke alle sammen Neil Young, der siger han skriver sine sange i bilen på en cigaretpakke.

Grænsen mellem skrivning og redigering kan næsten være flydende. Selvom man synes det passer, så skal det lige kigges igennem. Når der så er en stavelse for meget, hvad skal så slettes? Når der er en stavelse for lidt, hvad skal så føjes til? Her er det fristende med fyldord, som man ellers ville stryge i andre tekster.

Nogle gode råd til kommende sangskrivere

Jeg har flere gange sagt, at det at skrive bundne digtformer inklusiv sangtekster, er en færdighed, der kan trænes. Brug en rimordbog. At finde på rim selv er en god øvelse, men vi er ikke i stand til at huske alle endelsers rimmuligheder. Jeg kan som online-rimordbog anbefale rimordbog.dk og Hvad-rimer-på

Start med vrøvlevers, derpå lejlighedssange

Begynd med at skrive vrøvlevers, det træner evne til at høre versets rytme og i at rime. Du kan forsøge at skrive dem til eksisterende melodier eller du kan forsøge dig med en fast form som limerick.

Så kommer det tidspunkt, hvor man gerne vil skrive noget, der giver mening. Prøv at skrive to-linjede eller firelinjede rim, der udtrykker en sandhed i stil med Piet Heins gruk. Så skal du måske skrive lejlighedssangen til næste fest i familien – sølvbryllup, konfirmation etc. Disse sange lever kort tid, for det meste kun ved den fest de afsynges, men de giver øvelse i at holde rytmen og rime.

Så til de mere holdbare sange

Så kommer måske den dag du vil skrive en mere holdbar sang. Som ved alle andre tekster: skriv ud af hjertet, hvad du føler for at skrive. Men så skal det så bare gøres i bunden form også vil du nok opleve de ting, som jeg beskrev ovenfor. Du kan vælge at skrive til en melodi du kender. Skal det så være sangens melodi fremover? Husk så: hvis sangskriveren (både forfatter og komponist) lever endnu eller ikke har været død i over 70 år, skal du have tilladelse enten af pågældende selv eller arvingerne, hvis pågældende er død. Nogen gange er det let, andre gange er det et værre cirkus. Er det for meget, så giv op og find en anden melodi.

Er du ikke musiker, så må du naturligvis finde en, der kan skrive melodien. Er du musiker, så er det med at komme i gang med selv at finde på en melodi. Da dette jo er en forfatterblog falder det nok lidt udenfor, men jeg vil lave noget om det andetsteds.

Så er der hele diskussionen om hvorvidt sangtekster er lyrik. Det vil jeg skrive noget om i et andet indlæg for at dette her ikke skulle blive for langt. Desuden har jeg også noget om ordstillinger og typer af rim, som jeg også gemmer til et andet indlæg, igen af hensyn til længden af dette.

Udgivet i Forfattertips, Litterære genrer, Lyrik, Refleksioner om litteratur og skrivning | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Filmatisering af litteratur

Hvordan ville jeg reagere hvis et filmselskab henvendte sig og spurgte om tilladelse til at filmatisere en af mine historier? Jeg tvivler på det nogensinde vil ske, men derfor kan jeg godt tænke over det. En læser har en gang sagt, at min historie om Den Sorte Kylling fra min samling Tong den Vise Drage ville egne sig som animationsfilm. Ja, muligvis, men mit forhold til filmatisering af litteratur er ambivalent. Måske ville jeg være beæret, og udsigten til ekstra penge vil veje tungt. Der vil jo også være den ekstra omtale. Så det ville nok ende med et ja.

Problemerne ved filmatiseringer

Plakat til Kong Salomons Miner, en filmatisering af den klassiske adventure roman.
En skrækkelig dårlig filmatisering

Det ændrer ikke, at jeg har det problematisk med filmatisering af litteratur. Jeg har som de fleste andre slynget den gode gamle floskel ud, at bogen var bedre. Det har jeg gjort mange gange. Det er ikke så mærkeligt, for skreven litteratur og film er to forskellige ting. Det betyder ikke, at det ene er dårligere end det andet. De to medier har bare forskellige spilleregler. Det er ikke uden grund, at handlingen ofte ændres i filmatiseringer. Det er ikke givet, at en nok så god historie på tryk passer til en films dramaturgi. Når en større roman filmatiseres, må der også ofte ske en forenkling, fordi en film har mindre tid til at fortælle historierne. Her har lange tv-serier dog en vis fordel.

Den anden faktor, der gør det vanskeligt er, at ord skal afkodes af vores hjerne. Så danner vi selv billeder. En film sender billedet lige ind i vores øje med lysets hastighed. Når vi så har læst en bog og dannet billeder, har vi svært ved at forlige os med de anderledes billeder vi ser på filmen. Det er sikkert derfor, at mit tolvårige jeg ikke har kunnet lide filmatiseringer af Robin Hood og Kong Salomons Miner.

Gode film der er anderledes end forlægget

Blade Runner, en filmatisering af Phillip . K. Dicks Drømmer Androider om elektriske får.
Film og bog er gode, men to forskellige ting

Det er muligt at finde filmatiseringer, som er gode film isoleret betragtet, hvis man ser dem helt uafhængig af det litterære forlæg. Jeg kunne nævne science fiction-filmen Blade Runner, den er noget helt andet end forlægget af Phillip K. Dick og derfor ikke god som filmatisering – altså, som gengivelse af Dicks roman. Men den er god som film isoleret betragtet. Det samme vil jeg sige om Rosens Navn. Umberto Ecos middelalderkrimi er for tyk til at kunne rummes i en film, isoleret betragtet er filmen fin nok.

Marlon Brando i Godfather
Møgbog – god film

Vellykkede filmatiseringer – findes de?

Det er så også ind imellem lykkedes at lave gode film baseret på dårlige romaner. Den første film jeg tænker på her er Godfather, som er baseret på en rigtig møgbog, men bestemt er god som film. Ja ja, den indeholder brutale drabsscener, men tro mig, også på det punkt er bogen værre (for retfærdigheds skyld skal det nævnes, at forfatteren Mario Puzo har skrevet andre udmærkede romaner). Alfred Hitchcock sagde også en gang, at hvis man absolut skal filmatisere en roman, så vælg en dårlig roman, så kan det kun blive bedre. Han har også skabt mesterværker ud af dårlige romaner, f.eks. Vertigo.

Men vellykkede filmatiseringer – altså film der virkelig gengiver forlægget trofast, de er sjældne. Et par eksempler på sjældenhederne: filmatiseringen af Hans Scherfigs Den forsvundne Fuldmægtig fra 1972. Filmatiseringen af John Steinbecks Mus og Mænd – nu er det også en kort roman, som er lettere at presse ned i en film. Allerede den græske filosof Aristoteles skrev i sin Poetik, der handler om de tragiske dramaer, at man ikke skulle lave hele Homers epos Illiaden som drama, men vælge en enkelt episode. Det kunne være værd at tænke på omkring nutidige filmatisering af litteratur. Igen: i dag har vi tv-serier, som har en vis fordel på det punkt.

Filmatiseringer af bestsellers og klassikere

Men så kan jeg ikke lade være med at have det dårligt nogen gange med filmatiseringer af bestsellere, læsersuccesser. Vi kender jo reklamesloganet Se filmen, læs bogen til kedsommelighed. Det kan i mine øjne ligne et klamt kommercielt forsøg på at presse citronen, få yderligere penge ud af en salgssucces.

Jeg har det ikke meget bedre med klassikerfilmatiseringer. For mig kan det ligne et levn fra den tid, hvor film ikke blev regnet for en kunstart, men som markedsgøgl. Så skulle man sandelig filmatisere nogle klassikere for at vise, at film sagtens kunne være finkulturelle. I virkeligheden bryder man så klassikeren ned, fordi film er en anderledes kunstart end litteraturen.

Men skulle vi så som forfattere sige nej til at lade vores ting filmatisere? Som sagt i starten: jeg kommer nok aldrig til at tage stilling i praksis. Skulle det ske, så ville pengene og omtalen nok være svære at modstå. Der er så bare mange tilfælde, hvor forfattere til filmatiserede bøger er blevet kede af at se resultatet. Hvad vejer så tungest? Det har ikke noget nemt svar.

Udgivet i Refleksioner om litteratur og skrivning | Tagget , , | Skriv en kommentar

Thriller om ludomani

Roulette, en magnet for ludomani og en væsentlig faktor i min thriller.

Jeg har en forkærlighed for den hårdkogte amerikanske krimi, der havde sin storhedstid i 1930erne med forfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett med deres ensomme privatdetektiver og Cornell Woolrich og James Cain med deres thrillers. På et tidspunkt havde jeg venner, der havde ludomani – spilafhængighed – inde på livet. Da læste jeg en del om det og fik tanken at skrive en såkaldt hårdkogt krimi eller thriller om ludomani.

Det er en noget anden genre end mit andet igangværende romanprojekt, det kan du læse om her

Baggrund for ideen

Ideen fødtes, da jeg læste, at ægtefællen til en ludoman ofte tror, at der er tale om utroskab. Af gode grunde, for det giver de samme udslag: de kommer senere hjem, roder sig ind i løgne og selvmodsigelser, der forsvinder penge etc. Så tænkte jeg straks: en privatdetektiv bliver opsøgt af en kvinde, der tror hendes mand er utro. Da denne snuser så skygger ham opdager han, at han spiller ukontrolleret. Han har allerede fået en stor gæld og er rodet ind i kriminalitet. Detektiven kan først ikke få kvinden til at tro det, det ligner hendes mand dårligt. Sådan skulle det nemlig være, for som jeg læste: ludomaner kan ellers være kloge og ansvarlige nok. Det er først når de er fanget af spilledjævelen, at forstanden fuser ud. Ingen ville gætte de kunne være så tåbelige.

Tanker og overvejelser

Jeg har tidligere lavet en novelle om ludomani, Spilleren, som indgår i min samling Naboskab. Da det er en noget ældre novelle, kan jeg ikke bruge de metoder med betalingskort, der bruges i den, de er forældede i dag. Det gør forhåbentlig ikke novellen dårlig, men man skal bare huske den har en vis alder.

Men jeg måtte så til denne roman sætte mig en del ind i spil på kasino, som ellers ikke interesserer mig synderligt. Et godt eksempel på, at research ikke altid er lige interessant. Der har også været nogen overvejelser: i dag kan man spille online på Nettet. Skal min ludoman gøre det? Eller hvis han går på et fysisk kasino, som der jo findes i København, hvorfor gør han så det i stedet for at gøre det online? Nuvel, onlinespillet har jo ikke fået de fysiske kasinoer til at lukke, så det kan forsvares at han gør det fysisk. Desuden skulle det jo kunne afsløres ved en skygning. Måske gør han både-og.

Min spillers erhverv valgte jeg skulle være bedemand, og det var en simpel handlingside: han skal på et tidspunkt smugle narko i en ligkiste. Der er også nogle ideer om det illegale lånemarked. Kviklån eksisterer ikke mere, heldigvis, så det er et element jeg har kasseret. Ja, der er mange ting, der skal overvejes til en roman.

Detektiven Ulf Hammer

Min detektiv har jeg kaldt Ulf Hammer. Ham har jeg arbejdet en del med. Jeg tænker nemlig at bruge ham i flere historier. Der er muligheder nok. Forældre der frygter deres barn er i dårligt selskab. Han kan blive vidne til et indbrud under en skygning. Han kan opsøges af nogen, der tror de er blevet truet.

Men for så at beskrive ham: han er i fyrrerne, moderat høj og normalt bygget, sorthåret uden skæg. Han er tidligere politimand, der blev fyret på grund af druk. Han er nu afvænnet, men kæmper stadig mod trangen. I hans tid på understøttelse fik han bevilget en iværksætterydelse til at starte sin egen privatdetektivforretning. Han har bolig og kontor på Nørrebro.

Han er reel og udfører sine opgaver samvittighedsfuldt. Han er venlig overfor sine kunder og for det meste prøver han altid at klare sagerne med samtale og forhandling. Han kan dog godt slå fra sig, hvis det er nødvendigt, og når noget oprører ham kan han blive sarkastisk. Det sidste er et træk, der kan gøre ham til mit talerør. Hans svaghed er, at han alt for let kan engagere sig følelsesmæssigt i sine sager. Det er et træk jeg har lånt fra Ross McDonald‘s detektiv Lew Archer.

Det er på mange måder en svær genre at skrive. Man skal tænke på plottrådene og holde styr på dem. Så får man da øvelsen i det.

Se mine andre projekter.

Udgivet i Krimi, Mine skriveprojekter, Refleksioner om litteratur og skrivning, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Gaven til dig fra Danmarks mindre kendte forfattere

Gaven til dig fra Danmarks mindre kendte forfattere, en antologi fra Underskoven
Forsiden af Gaven til dig fra Danmarks mindre kendte forfattere

Så blev den præsenteret på Forfatterforeningens lokaler, Strandgade 6 på Christianshavn torsdag d. 17. september, en bog som nogen af os har ventet på, en antologi med tekster af ikke så kendte forfattere. Ja, titlen er Gaven til Dig fra Danmarks mindre kendte forfattere, og nu hvor jeg har prøvet at have bogen i hånden må jeg sige: hvilket smukt design. Alene forsiden, som du ser til venstre, men også hele trykket, designet, følelsen af at have den i hånden. Stor tak til redaktionen Bo Lillesøe, Martin Simonsen, Nikolaj Kristian Carlsen og Thurston Magnus for at gøre den mulig.

Køb bogen her

Arrangementet

Selve eftermiddagen forløb i en god atmosfære i de fornemme lokaler, der har været beboet af både Tordenskjold og Grundtvig. Vi indledte med at møde op og få et eksemplar af bogen, hvorpå Bo åbnede ballet med at fortælle om tilblivelsen og hvordan den havde været længe undervejs på grund af coronakrisen. Vi fik skålet for den med champagne.

Så kom den lange oplæsningssession, hvor hver af de forfattere, der var repræsenterede i antologien, læste deres tekster op, og hvor var der mange gode. Det er svært at nævne nogen enkelte, så gode var de. Atmosfæren var god og varm og præget af stor glæde over den ny antologi.

Se billeder fra dagen.

Nærmere omtale af Underskoven

Adskillige deltagerne kendte jo hinanden, vi har kommet i Underskoven. Den er nærmere omtalt i indlægget Oplæsning for åben mikrofon. Det er et forum for oplæsning i København, der har åben mikrofon den første torsdag i måneden. Det blev startet i 2004 af Bo Lillesøe, der har udgivet adskillige bøger og beskæftiget sig med den japanske digtform haiku. Han kører det stadig med Nikolaj Kristian Carlsen, der er fotograf og skriver klassisk udformede digte. Det har tidligere været i Huset i København, men nu er det i Vesterbro Kulturhus.

Nærmere omtale af Gaven til dig fra Danmarks mindre kendte forfattere.

Underskoven har tidligere udgivet tre antologier. Nu er det så blevet til den fjerde. Der er så i alt 35 bidragydere, forfattere og illustratorer. I forhold til de tidligere er der flere prosatekster i form af noveller. Det er en god ting i en tid hvor noveller har det svært. Som ovenfor nævnt tør jeg ikke nævne navne, da alle teksterne er gode på hver deres måde. Ja, denne blogs ejer har også to tekster med, jeg håber også de er gode he he. Der er både de frie digte, som de fleste digte jo er i dag. Der er klassisk formede med rim, sågar en sonetkrans og selvfølgelig den japanske form haiku. Det er mangfoldige emner der tages op, både personlige og aktuelle, og når man læser er det som en tur i sindet krinkelkroge.

Ja, den kan anbefales som en hilsen fra den del af det litterære landskab, der ikke er så synligt, men har meget godt at byde på.

Køb bogen her

Udgivet i Boganbefaling, Kortprosa, Lyrik, Om forfatteren | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Når hovedpersonen gør noget forkert

En pige, der bliver hvisket i øret af en djævel og en engel - hun kan ske at gøre noget forkert.

Når vi skriver realistiske historier, så skriver vi om mennesker og ikke om helgener eller engle. Derfor vil alle personerne i historien – om den virkelig er så realistisk som det er forfatterens hensigt – gøre noget forkert, enten noget uklogt eller noget decideret ondt. Hvad kan der ske hos læseren, når hovedpersonen gør noget forkert?

I en roman, som jeg skriver på, se indlæg om det, lod jeg en af hovedpersonerne, som jeg ellers ikke har fremstillet som usympatisk, fortælle en løgn for at slippe for en irriterende situation. Da jeg snakkede med en anden om det, fortalte hun, at hovedpersonen i hendes roman tævede en lille dreng. Det sætter trumf på, for min hovedpersons handling er uklog, hendes hovedpersons handling er decideret ond. Men hvad, en anden af personerne i min nævnte roman begynder også at blive usympatisk efterhånden. Vi skal senere i indlægget komme ind på personer, der ændrer sig.

Usympatisk hovedperson?

En forfatter kan vælge at gøre sin hovedperson usympatisk, f. eks. Patricia Highsmiths thrillers om psykopaten Tom Ripley. Vi har jo i flere årtier opereret med begrebet antihelt om en vigtig person, der ikke besidder de traditionelle helteegenskaber. Men også en sympatisk hovedperson skal være et menneske med alt hvad det indebærer af fejl. Indebærer det en risiko for, at læseren mister sympatien for den i øvrigt sympatiske hovedperson? Hvor meget betyder sympati for personerne for læsningen af en historie? Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at visse karakterer, som vi normalt opfatter som helte, ofte handler noget usympatisk. Her kunne nævnes James Bond. Her er der nok den faktor i spil, at hans modstandere er værre.

Jeg har en gang forsøgt at skrive en novelle med en decideret usympatisk hovedperson. Han gjorde så ikke nogen deciderede onde handlinger, men han var selvisk. Da jeg forsøgte at lægge den ud på Nettet til kommentarer, sagde mange kommentatorer, at de ikke kunne identificere sig med en person, de ikke kunne have sympati for. Det brød de sig ikke om. Så om man virkelig vil lave en historie med en usympatisk hovedperson, det vil jeg sige er tilladt, og forfatteren kan have sine grunde til det. Forfatteren skal bare være beredt på, at der vil være adskillige, der ikke bryder sig om historien.

Personer der ændrer sig

Clint Eastwood i Gran Torino, en hovedperson der i starten gør noget forkert.
Den gnavne racist der kommer på bedre tanker

Som før nævnt, så gør alle mennesker noget galt fra tid til anden. Her skal skelnes mellem noget dumt og noget ondt. Det sidste kan også en ellers sympatisk person gøre. Her vil jeg sige, at man skal gøre en del ud af at forklare, hvad der har drevet ham til det.

Al Pacino som Michael Corleone i Godfather.
Den sympatiske unge mand, der bliver gangsterchef

Her skal vi så heller ikke glemme, at vi kan have personer, der ændrer sig i løbet af historien. Det kan være fra at være usympatisk til at forbedre sig, som hovedpersonen i Clint Eastwoods film Gran Torino, der ændrer sig fra en gammel gnaven racist til at være venlig stemt overfor de vietnamesiske naboer og hjælpe dem. Det kan også være fra at være sympatisk til skurk, som Michael Corleone i den første Godfather-film, der i starten har lagt familiens gangsteruvæsen bag sig, men efterhånden drages ind i det og bliver den nye gangsterchef. Disse ændringer skal naturligvis gøres overbevisende, men det kræver et andet indlæg.

Når personen handler uklogt

Men lad os så tale om at hovedpersonen gør noget dumt. Hvis han/hun er dum og er skildret som sådan, så er det ikke så svært. Ingen undrer sig jo over, at Fedtmule gør noget dumt – tværtimod, vi bliver skuffede hvis han ikke gør det. Men hvis en person, der ellers er minimum almindelig begavet skal gøre noget dumt, så kræver det en forklaring. Jeg har set flere horrorfilm, hvor en person uden egentlig grund bare vender tilbage til det øde sted, hvor truslen er tilstede. Så dumt skal vi ikke lade nogen bære sig ad.

Ellers kan der være muligheder nok for at lade en ellers ikke dum person gøre noget dumt. Psykisk pres, indtagelse af alkohol eller andre rusmidler, en ubehagelig afgørelse der haster. Det er bare de eksempler, jeg kunne komme i tanker om, listen er nok længere. Vi kan tænke over de situationer, hvor vi selv har gjort noget dumt.

Ja, hvis en historie skal være realistisk, så har selv de sympatiske personer fejl. Det er så hvordan vi griber dem an, når hovedpersonen gør noget forkert.

Udgivet i Forfattertips, Refleksioner om litteratur og skrivning | Tagget , , , | Skriv en kommentar