Forfatter i Stuen

Billede af min profil på Forfatter i Stuen
Min profil på Forfatter i Stuen

Jeg er nu med i ‘Forfatter i Stuen’ hvor du kan invitere en forfatter hjem til en aften i bøgernes tegn.

Er du med i en privat læsekreds eller kan du samle 8-10 interesserede læsere? Så kommer jeg gerne hjem til jer en hverdagsaften, til en levende samtale med udgangspunkt i mine bøger og mit forfatterskab.

Hvad kan du forvente?

Jeg læser op fra en bog vi aftaler, se mine udgivelser
Jeg fortæller lidt om bogens tilblivelse og om mit forfatterskab.
I stiller alle de spørgsmål, I har, til handling, temaer, karakterer, valg og fravalg og også gerne til skrivning, forfatterliv, bogbranche, osv.
Vi snakker om alt det der følger naturligt.

Bonus: Jeg tager nogle af mine andre bøger med, som I kan købe på stedet. I kan få en personlig hilsen i, hvis I vil.

Booking: Klik ind her på ForfatteriStuen.dk for at få flere detaljer, og kontakt mig for besøg via min profil der.

Udgivet i Forfatterliv, Om forfatteren | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Spænding i litteraturen

Begrebet spænding har vi det ofte med at henlægge til den deciderede spændingslitteratur. I dag har det engelske ord thriller fået indfødsret i vort sprog, så det bruges mere end det gamle udtryk spændingsroman. Det var ellers et godt udtryk, betydningen ligger i ordet: en roman hvor spændingen er det altafgørende. Men sandt at sige er spænding i litteraturen ikke forbeholdt denne genre.

Spænding er i alle genrer

Langt de fleste romangenrer har et element af spænding. Kærlighedsromanen vil ofte gøre en spændt på, om Elisabeth Bennett vil gifte sig med mr. Darcy, for nu at nævne en klassiker, Stolthed og Fordom af Jane Austen. Fantasygenren har oftest et kraftigt element af spænding. Her hører det næsten lige så meget med som i thrilleren. Vi skal heller ikke glemme, at det bestemt også kan forekomme i realistiske hverdagshistorier. Hvordan vil han reagere på konens utroskab? Hvordan vil forældrene reagere, når de hører deres søn har gjort noget dumt? Bare for at nævne nogle typiske eksempler.

Hvad skaber spændingen?

Fra filmen Chaplins plejebarn. Et eksempel på spænding.
Spænding: Vi ser betjenten står bag Charlie, men han har ikke set ham.

Hvad er det så, der skaber spændingen? Filminstruktøren Alfred Hitchcock definerede det som, at tilskueren ved noget, som personerne i filmen ikke ved. Det er en god definition. Den viser også, at spænding og action ikke nødvendigvis er det samme. Action betegner ydre handling, kamp, flugt etc., som vi selvfølgelig kan være spændte på udfaldet af, men spænding er ikke begrænset til det. På billedet til venstre har jeg valgt et eksempel på Hitchcocks definition. Det er også et eksempel på, at spænding også forekommer i andre genrer end thrilleren – i det her tilfælde farcen. Det er fra The Kid, på dansk Charlies Plejebarn.

Det er også derfor, at thrillere er en af de romangenrer, der oftest bruger synsvinkelskift. Så har vi fået at vide noget i et afsnit, som en synsvinkelperson i næste afsnit ikke ved. For eksempel: I Frederik Forsyths roman Sjakalen om et attentatforsøg på De Gaulle, der var Frankrigs præsident fra 1959-1969, skifter synsviklen mellem lejemorderen, der har romanens titel som kodenavn og politimanden, der er på sporet af ham. I de afsnit vi ser fra politidetektivens synsvinkel ved vi mere end ham fra det foregående afsnit og er spændte på, hvornår han vil komme på ret spor.

Spænding med små midler

Ofte skal der små midler til at skabe spændingen. Jeg mindes en detalje fra filmklassikeren Herfra til Evigheden, der foregår på Pearl Harbor i 1941 de sidste dage før japanernes snigangreb. For den tilskuer, der kan huske at det skete den 7. december opstår spændingen i en ellers udramatisk scene, hvor Burt Lancaster snakker i telefon og der ved siden af ham hænger en kalender, der står på 6. december 1941. Så ved vi at jorden brænder under personerne, men de ved det ikke. Et eksempel på spænding med et meget lille middel, men det virker. Efterhånden som det så bliver aften stiger spændingen, selv om dramatikken ikke er så højspændt.

Eller hvad med en situation, hvor vi har set kvinden i et ægteskab sidde og skrive et afskedsbrev til sin mand? Hun forlader ham for at leve sammen med en anden. Så kommer manden ind og modtager en ung gæst, der gerne vil ind i samme branche som manden, og de får sig noget snak om det. Hvornår opdager han brevet? Jo mere sympatisk vi opfatter manden, jo større spænding.

I virkeligheden er spændingen det, som ofte holder læserne fast fra første til sidste side. Så den hører ikke kun til i spændingslitteraturen. Helt enkelt: sørg for at læseren ved noget, som personerne ikke ved.

Udgivet i Forfattertips, Refleksioner om litteratur og skrivning, Thriller | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Science Fiction Cirklen bliver 50 år

Det var i foråret 1975, mit sidste år i Folkeskolen, se nærmere min velkomstside. Jeg gik i 3. real. Vi var sidste årgang, der fik den, eksamen, inden den blev afskaffet. Eksamen var ved at rykke tæt på, noget truende syntes jeg nok. Det var ikke en situation jeg var blevet vant til endnu. I starten af april kiggede jeg i Politikken, som var den avis vi holdt i mit barndomshjem. Der så jeg en notits om, at der næste weekend skulle være en science fiction-festival i Huset i Magstræde, som i dag hedder Huset i København. Jeg kendte godt dette hus, som i dag regnes for Københavns første kulturhus. Jeg havde været der for at høre musik og se film i deres biograf. Festivalen var arrangeret af Science Fiction Cirklen, ofte forkortet SFC, der i år har 50 års jubilæum.

Min baggrund med science fiction

Notitsen fangede min interesse. Som barn læste jeg Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger, en serie med klassikere let forkortet, hvor der også var nogen skrevet af Jules Verne. Han skrev om ubåde, månerejse og flyvning før disse ting blev virkelighed. Jeg havde læst hans Rejsen til Månen og Tintin-albummet Månen Tur-retur netop i 1969, hvor den første bemandede rumsonde landede på Månen som en del af amerikanernes Apollo-program. Det foregik naturligvis ikke som i de to historier, jeg var optaget af, men fascinerende var det. Jeg begyndte at interessere mig for astronomi og kunne sidde med en bog med billeder fra rummet og forestille mig, hvordan det var at rejse på det sted billederne forestillede i et rumskib. Der var noget svimlende ved det, vores tilsyneladende store Jord var kun en lille prik i det store sorte univers.

Sådanne rejser forekom også i meget andet jeg læste. Fra tid til anden tog Anders And og familie på rumrejse. Raketterne var selvfølgelig opfundet af Georg Gearløs, der også af og til tog på tidsrejser. Jeg læste Seriemagasinet, et tegneseriehæfte med forskellige spændingsserier, der af og til indeholdt historier om rumrejser. Der var en helt, der hed Jeff Hawke, der var kaptajn på en månebase. Enkelte andre serieblade jeg læste indeholdt rumhistorier.

Teenagetiden

I min teenagetid fik jeg en vis interesse for gysergenren, som vi i dag kalder horror. Selv om jeg nok læste de overnaturlige af slagsen, var jeg mest fascineret af dem, hvor det var en videnskabsmands uhyrlige eksperimenter, der satte gang i de skræmmende løjer, som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, Frankenstein og andet i den boldgade. Det ledte naturligt til science fiction.

På et tidspunkt i starten af halvfjerdserne havde Stig Vendelkærs forlag en serie billigbøger med sf, som jeg begyndte at læse ivrigt. Jeg faldt især for Ray Bradbury, der havde en evne til at skildre menneskelige problemer, som i hans sf-historier blev sat på spidsen af sf-elementet. Jeg var i forvejen en flittig biografgænger, og nu gik jeg ind og så de sf-film, der kom. Vi skal lige huske, at det her var før videobånd og før Internet. Det var ikke voldsomt mange, og det var sjældent det ældre dukkede op i kavalkaderne, men nogen blev der da mulighed for at se. Vi skal huske, at det var før VHS, DVD og senere streaming. Jeg kan bedst huske Zardoz om en fremtidsverden, hvor klasseskellene er kørt helt ud i det ekstreme. En enkelt oprører spillet at Sean Connery får det til at vakle.

Samtidig var det den kolde krigs tid med terrorbalancen, og en gang imellem tænkte vi med frygt på atomvåbnene. Sæt nu en lavede en fejl? Eller en gal mand satte gang i ragnarok. Mange sf-bøger om verdenskatastrofen satte ord på denne frygt. Måske havde jeg og mange andre unge på det tidspunkt brug for at få sat ord på angsten.

Festivalen i Huset

Så ikke så sært at notitsen i avisen fangede min interesse. Jeg tog afsted lørdag formiddag, og ankom i god tid. Jeg blev vist frem til de lokaler, hvor det foregik, af en venlig fyr ved et informationsbord. Ham lærte jeg senere at kende som Niels Dalgaard. Der fandt jeg frem til åbningen og et debatmøde om definitionen på sf.

Forsiden til en af de tidlige numre af Proxima, som stadigvæk i dag udgives af Science Fiction Cirklen.
Et af de tidlige numre af Proxima

Der var også film på festivalen. På grund af lovgivning om visning af film, der ikke var i licens til offentlig forevisning, var de kun åbne for medlemmer. Men jeg konstaterede jo, at foreningen Science Fiction Cirklen, der havde arrangeret denne festival, udgav et blad, Proxima, som havde gode artikler om genren. Det udgives stadigvæk i dag. Så havde jeg ikke noget imod at blive medlem, og jeg fik et par gode filmoplevelser i løbet af weekenden.

Ellers var der foredrag og panelsamtaler, hvor jeg lærte meget nyt om genren, og ikke mindst mange hyggelige mennesker. Jeg fandt jo ud af, at der også var folk, der kunne være mine forældre, der var optaget af sf.

I kølvandet på festivalen

Nu var der endnu flere bøger, som jeg bare måtte læse. Men eksamen skulle overstås, så det blev skubbet til sommerferien, men så tog jeg ellers fat. En ny verden åbnede sig. De dystopiske klassikere syntes at sætte vores verden i et barskt perspektiv. En forfatter som Kurt Vonnegut greb mit hjerte. Min realeksamen var pæn, men havde for mange hængepartier til at jeg kunne komme i gymnasiet. Jeg planlagde et studenterkursus som alternativ og skulle efter sommerferien starte på et etårig kursus, der skulle rette hængepartierne op. Det var ikke så mange timer om dagen, så nu havde jeg ekstra tid i skoleåret.

Så begyndte Frits Remar, der var mest kendt som forfatter af krimier at lave et novellemagasin kaldet Månedens Bedste Science Fiction. Det var på lavt budget og layoutet var derfor meget billigt, men der var gode historier i det. Jeg købte det hver måned i min lokale kiosk. Jeg lånte også meget på biblioteket, og fulgte med i SFC’s udmærkede blad Proxima.

Så kom foråret 1976 med en festival af noget mindre format end festivalen i Huset. Her var der god mulighed for at lære nogle mennesker at kende, og jeg husker det som et dejligt arrangement. Da det blev holdt på Filmskolen var der i programmet indlagt nogle film, som ellers ikke var lette at komme til at se.

Herefter begyndte SFC at holde et månedligt møde, som enten kunne være med et programpunkt, foredrag eller film, eller også bare et hyggeligt sludremøde. Det var en god ide, jeg lærte mange at kende på den måde, der også interesserede sig for sf.

En vis afmatning og senere fornyet kontakt

Da jeg så begyndte på det egentlige studenterkursus, fik jeg så travlt, at mange ting måtte glide i baggrunden. Jeg kom dog til festivalen Fabula 77 i pinseweekenden 1977, som jeg husker som en berigende festival.

Det var så som jeg husker mine første år i Science Fiction Cirklen, som så ikke var helt fra foreningens start, men året efter. Det er en af mine positive ungdomserindringer.

Senere fandt jeg tilbage i Cirklen igen og har glædet mig meget over det. De senere år har den udgivet adskillige bøger, både klassikere og nye danske forfattere og faglitteratur om science fiction. Desuden en årlig originalantologi, som alle kan sende et bidrag til, hvis man skriver. Tag et kig på disse udgivelser.

Til lykke med jubilæet. Det vil blive fejret på dette års Fantasticon d. 1. – 2. juni.

Udgivet i Forfatterliv, Litterære genrer, Om forfatteren, Science fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Tanker ved et tronskifte

Så har vi i dag set et tronskifte, nogen har været til stede, andre har ligesom jeg siddet og fulgt det på tv-skærmen. På grund af rygproblemer kan jeg ikke stå stille lang tid ad gangen. Det minder mig også om, at tiden går og alderen kommer. 52 år har Dronning Margrethe siddet på tronen, og det har vakt minder i dag. For 52 år siden gik jeg i 7. klasse og var med mine forældre inde ved Christiansborg og se hende blive udråbt af den daværende statsminister Jens Otto Krag.

Det forrige tronskifte

I tv blev det sagt, at dagen i dag vil blive husket, alle kan huske hvad de lavede og hvor de var. Det skal nok være rigtigt. Den 13. januar var jeg om aftenen til en opførelse af en rock-musical. Da kongen var meget syg, var jeg spændt på om forestillingen blev aflyst, fordi kongen var gået bort. Forestillingen blev gennemført. På vej hjem i bus passerede jeg gennem Rådhuspladsen, hvor Politikkens lysavis meddelte, at nu var han død. Det var sket for godt et kvarter siden.

Næste dag skulle Margrethe udråbes, og det blev det tre gange. Det var tydeligt svært for hende efter lige at have mistet sin far, men hun klarede det.

Og hvad lavede jeg udover at synke aftenens oplevelse af en rock-musical? Det var lørdag, så jeg havde fri fra skole. Den gang blev man delt efter syvende mellem dem, der skulle i realskolen og dem, der skulle i den mindre boglige ottende. Jeg havde søgt realen og ventede spændt på skolens afgørelse. Så vidt jeg husker kom den ret hurtigt efter denne dag. Det var ekstra følsomt, for min klasse var de skoleår præget af mobning og ballade. De værste bøller skulle i ottende, så det var meget afgørende for mig at blive kendt egnet til realen, og heldigvis stod der egnet i det brev, der snart kom fra skolen.

Den gang var det ikke så suspekt at være republikaner, som det er i dag. Den almindelige stemning på skolen var, at kongehuset var noget pjat, det var latterligt at være royalist. Muligvis kan det føres tilbage til, at vi lige havde haft ungdomsoprøret med oprør mod autoriteter.

Dagens tronskifte

Hvor er jeg så i dag? Inde i det år, hvor jeg kan få folkepension når min fødselsdag oprinder til efteråret og kan godt forstå dronningen. Hun vil sikkert gerne have mere tid til at være kreativ, lave billeder og designe. Også jeg glæder mig til her ved et tronskifte til, at jeg kan sige farvel til brødjobbet og få mere tid til at skrive og lave noget musik. Jeg regner med et par nye bogudgivelser og nye sange i det nye år. Jeg vender tilbage med flere detaljer.

Men jeg vil ikke forsømme en mulighed for at relancere tidligere udgivelser. Valentin den 14. februar er ved at være tæt på, og jeg regner med at gøre et fremstød for min digtsamling En Hastig Sommer i den forbindelse.

Tak og velkommen

Jeg vil så også her sige som så mange andre, tak til dronning Margrete for 52 år, hvor hun har gjort det godt og beriget os på forskellige måder. Velkommen til Frederik og Mary, jeg ser frem til tiden, hvor I skal stå i spidsen for Danmark

Udgivet i Forfatterliv, Mine skriveprojekter, Mine udgivelser, Om forfatteren | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sproglige nytårsløjer

En stjernekaster, som ofte bruges med andre nytårsløjer.

Nytårsårsskiftet giver ofte anledning til sprogforviklinger. Allerede da jeg var barn, syntes mig og mine klassekammerater det var vældig morsomt efter juleferien at spørge: ”Hvad har du fået i julegave i år?” Der var altid nogen, der plumpede i og begyndte at fortælle hvad de havde fået juleaften, og så kunne man stå med det smørrede grin: ”Nej, da ikke i år.”Sådan kan man lave sproglige nytårsløjer.

En gang jeg holdt nytår med familien, sagde jeg efter årsskiftet: ”Vi har ikke fået købt noget nytårsnatmad i år.” Min dengang stadigvæk levende og friske mormor svarede: ”Jo, da, jeg har købt rigeligt til os alle.” Hertil svarede jeg da også: ”Nej, da ikke i år.” Så forstod alle den og grinede.

En anden gang oplevede jeg på en nytårslejr, at vi skulle ind og have natmad efter årsskiftet, hvor en af de andre deltagere sagde til mig: ”Kan den mad spises? Den har stået siden sidste år.” Jeg plumpede i og så lidt betænkelig ud, indtil jeg lige fik tænkt mig om.

Men efter årsskiftet til 2000 fik vi nogle nye muligheder. Jeg hørte blandt andet en sige, at han ikke var blevet vasket siden sidste årtusind. En anden sagde, at det var længe siden, han havde været ung, det var i sidste årtusind.

I starten af dette årtusinde eksisterede færgerne til Sverige endnu, og jeg sejlede en weekend over ved Dragør-Limhamn. Der hørte jeg også i cafeteriaet en far sige til sin søn: ”Du synes vel jeg er en gammel tosse.” Sønnen svarede: ”Jo da, far, du blev jo født i sidste årtusind.” Hans far begyndte at skælde ud, indtil han opdagede den – og så grinede han.

Spøg og skæmt butikkerne kan godt gå hjem og lægge sig, der er rigelige muligheder i vort danske sprog for nogle sproglige nytårsløjer.

Godt nytår!

Udgivet i Sprogbrug | Tagget , , | Skriv en kommentar