Orddevaluering.

Devaluering, det kalder vi det, når penge eller værdigenstande falder i værdi. På markedet falder samlerobjekter i værdi, når der er et stort udbud af dem og de derfor er lette at få fat i.
Min påstand er, at ord tilsvarende kan falde i værdi, hvis de slynges for meget ud. Så har vi en orddevaluering. Hjemmelavet udtryk, men jeg synes det dækker.

Overstrømmende anmeldelser

Som når Disney på hver eneste DVD-udgivelse skrev Disney-klassikere, om så det var en film med et år på bagen. Det skal ikke benægtes, at der er lavet klassikere fra Disney, især da ”onkel Walt” levede, men hvordan kan de nulevende på selskabet vide, at en film fra sidste år vil blive en lige så stor klassiker som Pinocchio og Snehvide?

Det hænger sammen med et udbredt overforbrug af ord. Som når anmeldere skriver ”en født klassiker.” Naturligvis har de lov at give positive anmeldelser, hvis de mener det ærligt, men kunne de ikke bruge et andet ord? De kan sandelig ikke vide om det er en klassiker på udgivelsesdagen/premieredagen.

Visse kulturanmeldere har det også med at bruge ordet genial for ofte. Genialitet er reelt forekommende, men sjældent, og værker behøver ikke at være dårlige bare fordi de ikke er geniale. Har man betegnet for meget, der slet er ret er godt, som genialt, hvad skal man sige, når man står overfor noget, der er genialt?

Politiske ismer

Eller hvad med, når nogen tankeløst siger fascist ? Fascist betegner en holdning, der eksisterer og har haft magten visse steder og i visse perioder. Der kan sagtens redegøres for, hvori den består. Når fascist anvendes ofte som skældsord, så ender det med at blive devalueret. Hvad skal vi så sige den dag vi møder en holdning, hvor betegnelsen fascistisk har sin berettigelse? Så er jeg overbevist om, at det ikke vil blive taget alvorligt, jf. den gamle historie om ulven kommer.

Der er også dem, der siger det modsatte skældsord kommunist i tide og utide. Det er senator Joseph McCarthy om igen, der kaldte folk kommunister, der var for konservative til bare at blive kaldt socialdemokrater. Også det kan ved overforbrug ende med ikke at blive taget alvorligt.

I den forbindelse husker jeg, at det i USA var blevet almindeligt at sige ”honey” eller ”sweetheart” til alle personer, man talte med af modsat køn, også fremmede. På visse chatrum på Nettet har man også set, at tiltalen ”søde” bruges i tide og utide. Igen det samme spørgsmål: hvad skal man så sige til den, man virkelig elsker og vil dele livet med? Det er næsten det værste tilfælde af orddevaluering. Se indlægget Kærlighed i litteraturen

Spar de store ord

Heraf kan man se, at ord har en værdi, og at denne værdi i lighed med andre værdier kan devalueres. Så også forfattere skal tænke over ikke at overforbruge et ord, så det mister sin vægt, når det endelig er på plads at bruge det. Spar de store ord til når de er berettigede. Ellers gør forfatteren sig medskyldig i orddevaluering.