Spænding i litteraturen

Begrebet spænding har vi det ofte med at henlægge til den deciderede spændingslitteratur. I dag har det engelske ord thriller fået indfødsret i vort sprog, så det bruges mere end det gamle udtryk spændingsroman. Det var ellers et godt udtryk, betydningen ligger i ordet: en roman hvor spændingen er det altafgørende. Men sandt at sige er spænding i litteraturen ikke forbeholdt denne genre.

Spænding er i alle genrer

Langt de fleste romangenrer har et element af spænding. Kærlighedsromanen vil ofte gøre en spændt på, om Elisabeth Bennett vil gifte sig med mr. Darcy, for nu at nævne en klassiker, Stolthed og Fordom af Jane Austen. Fantasygenren har oftest et kraftigt element af spænding. Her hører det næsten lige så meget med som i thrilleren. Vi skal heller ikke glemme, at det bestemt også kan forekomme i realistiske hverdagshistorier. Hvordan vil han reagere på konens utroskab? Hvordan vil forældrene reagere, når de hører deres søn har gjort noget dumt? Bare for at nævne nogle typiske eksempler.

Hvad skaber spændingen?

Hvad er det så, der skaber spændingen? Filminstruktøren Alfred Hitchcock definerede det som, at tilskueren ved noget, som personerne i filmen ikke ved. Det er en god definition. Den viser også, at spænding og action ikke nødvendigvis er det samme. Action betegner ydre handling, kamp, flugt etc., som vi selvfølgelig kan være spændte på udfaldet af, men spænding er ikke begrænset til det. På billedet til venstre har jeg valgt et eksempel på Hitchcocks definition. Det er også et eksempel på, at spænding også forekommer i andre genrer end thrilleren – i det her tilfælde farcen. Det er fra The Kid, på dansk Charlies Plejebarn.

Det er også derfor, at thrillere er en af de romangenrer, der oftest bruger synsvinkelskift. Så har vi fået at vide noget i et afsnit, som en synsvinkelperson i næste afsnit ikke ved. For eksempel: I Frederik Forsyths roman Sjakalen om et attentatforsøg på De Gaulle, der var Frankrigs præsident fra 1959-1969, skifter synsviklen mellem lejemorderen, der har romanens titel som kodenavn og politimanden, der er på sporet af ham. I de afsnit vi ser fra politidetektivens synsvinkel ved vi mere end ham fra det foregående afsnit og er spændte på, hvornår han vil komme på ret spor.

Spænding med små midler

Ofte skal der små midler til at skabe spændingen. Jeg mindes en detalje fra filmklassikeren Herfra til Evigheden, der foregår på Pearl Harbor i 1941 de sidste dage før japanernes snigangreb. For den tilskuer, der kan huske at det skete den 7. december opstår spændingen i en ellers udramatisk scene, hvor Burt Lancaster snakker i telefon og der ved siden af ham hænger en kalender, der står på 6. december 1941. Så ved vi at jorden brænder under personerne, men de ved det ikke. Et eksempel på spænding med et meget lille middel, men det virker. Efterhånden som det så bliver aften stiger spændingen, selv om dramatikken ikke er så højspændt.

Eller hvad med en situation, hvor vi har set kvinden i et ægteskab sidde og skrive et afskedsbrev til sin mand? Hun forlader ham for at leve sammen med en anden. Så kommer manden ind og modtager en ung gæst, der gerne vil ind i samme branche som manden, og de får sig noget snak om det. Hvornår opdager han brevet? Jo mere sympatisk vi opfatter manden, jo større spænding.

I virkeligheden er spændingen det, som ofte holder læserne fast fra første til sidste side. Så den hører ikke kun til i spændingslitteraturen. Helt enkelt: sørg for at læseren ved noget, som personerne ikke ved.