Etablerede forfattere, især lyrikere, holder ofte aftener, hvor de læser op af deres tekster. Det bliver ofte arrangeret af kulturinstitutioner. Det er en mulighed for at læserne kan se forfatteren og for forfatterne at de kan eksponere sig. Men så er der alle dem, der er på vej op, dem der endnu ikke har udgivet noget eller som har, men ikke rigtig er slået an. De har en mulighed, for de senere årtier er det blevet almindeligt, at nogen holder åben mikrofon for oplæsning. For den ukendte eller begrænset kendte forfatter er det en god mulighed for at få eksponeret sig.
Hvad er så åben mikrofon?
Dette med åben mikrofon eller åben scene kender vi fra musikverdenen. Her har man i mange år – måske siden de første musikere spillede – haft åbne scener, hvor enhver kunne komme med en sang eller spille et stykke. Den åbne mikrofon for oplæsning – ofte bare kaldet open mike – er litteraturens pendant til dette.
Jeg vil anbefale det som en god mulighed. I en tid, hvor meget eksponering af litteraturen foregår på Nettet, er det en god mulighed for at få eksponeret sig ansigt til ansigt. Internettet gør mange gode ting, og jeg selv bruger det en del. Ja, vi kan jo næsten ikke komme uden om det i dag, men intet kan erstatte mødet med forfatteren i real life. For forfatterens vedkommende: et møde med potentielle læsere.
Ofte foregår det på den måde, at man før sessionen starter melder sig til, nogen gange på forhånd, andre gange ved fremmødet. Man har så en begrænset tid, som man gør klogt i at holde.
Hvorfor læse op ved open mike?
Men hvad er så udbyttet af det?
- Du får prøvet dine tekster af, set hvordan et publikum reagerer på dem
- Du får hørt nogle andre tekster, som måske kan inspirere dig.
- Du får noget socialt samvær med andre skrivende mennesker og andre interesserede.
- Du får mulighed for at gør lidt pr for dine bøger, hvis du har udgivet nogen. Læs op fra dem og hav nogen med, som du kan sælge.
Hvis du bare vil prøve at se hvordan det foregår inden du selv stiller dig op, så er du velkommen til at komme en enkelt gang og høre på. De fleste oplæsere er glade for tilhørere.
Hvis du så vil læse op, så er den her lampefeber. Husk: de andre oplæsere føler det også sådan, og de tilstedeværende er åbne for, hvad du kommer med. Læs op klart og tydeligt. Pas på ikke bare at lire af, men læs roligt og læg selv mærke til hvad der står. Her kan du finde råd om oplæsning.
Hvilke muligheder er der for åben mikrofon?
I dette afsnit vil jeg nævne nogle, som jeg selv har deltaget i og for nogens vedkommende stadig deltager i. Arrangementer, som har været men ikke eksisterer mere, vil jeg ikke nævne. Af gode grunde er det fra København, da det er der jeg bor. Hvis nogen kender til arrangementer af åben mikrofon for oplæsning rundt om i landet, så skriv gerne en kommentar, gerne med link. For den sags skyld også gerne arrangementer tæt på mig, som jeg har overset.
Copenhagen Poetry Club
I et hyggeligt område af København City, nærmere bestemt Strædet, nærmere bestemt Kompagnistræde, holdes dette arrangement af open mike på det lille jazzspillested La Fontaine den første mandag i måneden (ikke juli og august). Den ledes af Holger Svend Anderson og Morten Reimar. I en atmosfære af jazz og god snak er der åbent for oplæsning, det starter klokken 20 og kører til 22 med en pause. Hver oplæser har tre minutter, og når Holger i starten læser listen op skal man huske navnet på den, der kommer efter, for så skal man præsentere pågældende efter sin oplæsning. Der er åbent for at praje en tid hos lederen fra klokken 19.
Ord i Karens Minde
Som navnet siger, det finder sted i Karens Minde Kulturhus, som ligger i Sydhavn, nærmere bestemt musikbyen på Wagnersvej. Dette kulturhus ligger inde i et grønt område og det er hyggeligt. Det kan også siges om dette open mike arrangement, som holdes den første onsdag i måneden (ikke juli og august). Det ledes af ægteparret Michael Juhl Svendsen og Erna Aritmetich Juhl. I en behagelig og hjertevarm atmosfære er der åben for oplæsning, det starter klokken 20 og kører til 22 med en pause. Hver oplæser har tre minutter, og når Michael i starten læser listen op skal man huske navnet på den, der kommer efter, for så skal man præsentere pågældende efter sin oplæsning. Der er åbent for at praje en tid hos lederen fra klokken 19 og kommer du før 19 kan du købe en varm, vegetarret i cafeen.
Underskoven
Dette er et af de åben mike-arrangementer, der har holdt utroligt længe. Det finder sted den anden torsdag i måneden (ikke juli og august). Det har førhen været i Huset i København (det forhenværende Huset i Magstræde), men på grund af problemer har det i sidste sæson været i Vesterbro Kulturhus i Lyrskovgade. Her vil det også være fremover. I skrivende stund arbejdes der på, hvor det skal være fremover. Det ledes af Bo Lillesøe og Nikolaj Kristian Carlsen, der er fotograf og skriver klassisk udformede digte. Det er et af de arrangementer, der har en stærk social dimension. Det starter klokken 17 og hver oplæser har fem minutter. Efter en pause holdes en såkaldt æresrunde, hvor de deltagende får to minutter til endnu en oplæsning. Efter det går dem, der har lyst til det, ud og spiser sammen.
Det er så også et forum, hvor man har et bogbord. Har du udgivet bøger, er du velkommen til at tage dem med og lægge dem frem. Underskoven selv har også udgivet en antologier, se mit indlæg om den nyeste.
Andre åben mikrofon-arrangementer.
Der findes et i Roskilde, Byens Ord, hvor jeg så aldrig har deltaget. Jeg kender ellers godt lederen Rasmus Thyring fra nogen af de ovennævnte arrangementer. Den er også på Facebook. Hvis du har lettere ved at komme til Roskilde end København, så er det en mulighed.
At jeg har omtalt arrangementer fra København skyldes udelukkende, at jeg bor der. Hvis du kender til et sted, hvor der er åben mikrofon for oplæsning, som jeg ikke har omtalt, så skriv gerne en kommentar om det, gerne med et link.
This is very attention-grabbing, You are a very skilled blogger. I have joined your rss feed and look forward to…