Så har vi i dag set et tronskifte, nogen har været til stede, andre har ligesom jeg siddet og fulgt det på tv-skærmen. På grund af rygproblemer kan jeg ikke stå stille lang tid ad gangen. Det minder mig også om, at tiden går og alderen kommer. 52 år har Dronning Margrethe siddet på tronen, og det har vakt minder i dag. For 52 år siden gik jeg i 7. klasse og var med mine forældre inde ved Christiansborg og se hende blive udråbt af den daværende statsminister Jens Otto Krag.
Det forrige tronskifte
I tv blev det sagt, at dagen i dag vil blive husket, alle kan huske hvad de lavede og hvor de var. Det skal nok være rigtigt. Den 13. januar var jeg om aftenen til en opførelse af en rock-musical. Da kongen var meget syg, var jeg spændt på om forestillingen blev aflyst, fordi kongen var gået bort. Forestillingen blev gennemført. På vej hjem i bus passerede jeg gennem Rådhuspladsen, hvor Politikkens lysavis meddelte, at nu var han død. Det var sket for godt et kvarter siden.
Næste dag skulle Margrethe udråbes, og det blev det tre gange. Det var tydeligt svært for hende efter lige at have mistet sin far, men hun klarede det.
Og hvad lavede jeg udover at synke aftenens oplevelse af en rock-musical? Det var lørdag, så jeg havde fri fra skole. Den gang blev man delt efter syvende mellem dem, der skulle i realskolen og dem, der skulle i den mindre boglige ottende. Jeg havde søgt realen og ventede spændt på skolens afgørelse. Så vidt jeg husker kom den ret hurtigt efter denne dag. Det var ekstra følsomt, for min klasse var de skoleår præget af mobning og ballade. De værste bøller skulle i ottende, så det var meget afgørende for mig at blive kendt egnet til realen, og heldigvis stod der egnet i det brev, der snart kom fra skolen.
Den gang var det ikke så suspekt at være republikaner, som det er i dag. Den almindelige stemning på skolen var, at kongehuset var noget pjat, det var latterligt at være royalist. Muligvis kan det føres tilbage til, at vi lige havde haft ungdomsoprøret med oprør mod autoriteter.
Dagens tronskifte
Hvor er jeg så i dag? Inde i det år, hvor jeg kan få folkepension når min fødselsdag oprinder til efteråret og kan godt forstå dronningen. Hun vil sikkert gerne have mere tid til at være kreativ, lave billeder og designe. Også jeg glæder mig til her ved et tronskifte til, at jeg kan sige farvel til brødjobbet og få mere tid til at skrive og lave noget musik. Jeg regner med et par nye bogudgivelser og nye sange i det nye år. Jeg vender tilbage med flere detaljer.
Men jeg vil ikke forsømme en mulighed for at relancere tidligere udgivelser. Valentin den 14. februar er ved at være tæt på, og jeg regner med at gøre et fremstød for min digtsamling En Hastig Sommer i den forbindelse.
Tak og velkommen
Jeg vil så også her sige som så mange andre, tak til dronning Margrete for 52 år, hvor hun har gjort det godt og beriget os på forskellige måder. Velkommen til Frederik og Mary, jeg ser frem til tiden, hvor I skal stå i spidsen for Danmark
This is very attention-grabbing, You are a very skilled blogger. I have joined your rss feed and look forward to…