Så er denne blog startet – igen, må jeg sige, for det er en genoplivning af en blog, som jeg kørte for nogle år siden. Den blev ramt af en alvorlig hacking, der gjorde jeg måtte lukke den. Så nu er der en ny blog for Mogens Sørensen forfatter, den hedder stadig forfatterværksted.
Denne gang ved jeg mere om sikkerhed, så forhåbentlig går det.
Jeg er selvudgiven forfatter, og hvis man vil vide mere om mit forfatterskab, så gå ind, hvor jeg præsenterer det på en statisk side. Den vil blive stående, om end den revideres ind imellem ved nye udgivelser eller andre ændringer. Den side er slet og ret Om mit forfatterskab. En præsentation af mig som person er på min hjemmeside.
Hvad kommer bloggen til at handle om?
Hvis du skulle være en gammel læser fra den gamle blog, så kan jeg sige det kort: det samme som før. Det er bare ikke givet, så det vil jeg sige noget om i dette første indlæg.
Som andre forfattere, der blogger, vil jeg selvfølgelig skrive om mit forfatterskab, både om de udgivne ting og hvad jeg arbejder med for tiden. Men jeg vil også skrive om litteratur generelt og have indlæg, hvor jeg diskuterer hvad der er god og dårlig litteratur. Jeg er også helt åben for boganmeldelser. Det vil især blive bøger, der ikke finder vej til de store dagblades spalter. Hvis du har en selvudgivelse, så kontakt mig på kontaktsiden.
Jeg er af den holdning, at der ikke findes gode og dårlige genrer, der findes god og dårlig litteratur på tværs af genrer. Det er noget andet, at der er genrer vi bedre kan lide end andre. Vores smag influerer på vores valg. Det gælder også de bøger vi læser eller når man kaster sig ud i en bogblog, hvad man vælger at skrive om. Det kan ikke undgås, men ingenting er udelukket her på grund af genre. Nogle vil måske undre sig over, at jeg vil skrive om science fiction, hårdkogte krimier og endda singer-songwriter-tekster. Kort og godt: det er genrer jeg kan lide og som jeg ikke dømmer ude. Jeg dømmer heller ikke den klassiske engelske krimi ude, heller ikke romantik, men det vil nok ikke være det, der kommer til at fylde mest. Det har så med smag at gøre.
Samtidig elsker jeg også lyrikken, den korte koncentrerede form, og de realistiske fortællinger, både i novelle- og romanform.
Den evige diskussion om smag
Vi plejer at sige, at smag ikke kan diskuteres, men ikke desto mindre er det jo ofte det vi gør. Det underholdende ved disse diskussioner angående smag er, at ethvert argument for ens smag kan skydes ned. Hvis nogen f.eks. kritiserer meget ny litteratur for at være fuld af ondskab, så kan man med god ret sige, at ældre litteratur indeholder også ondskab. Tænk bare på Charles Dickens. Uanset hvad smag vi har, så må vi se i øjnene, at vi ikke kan argumentere for den.
Jeg vil uddybe nærmere i kommende blogindlæg omkring det problem.
Hvor jeg så er i livet nu.
Som alle andre er jeg midt i denne mærkelige Coronatid. Ved siden af at være forfatter underviser jeg i fritidsundervisningen, nærmere bestemt i guitar og ukulele. Jeg har endda også ud over mine skønlitterære udgivelser udgivet bøger om det. Er du interesseret i at vide mere om det, så klik her. Som alt andet har det oplysningsforbund, der er min arbejdsgiver, været ramt af nedlukning og er det også nu. Heldigvis har de fået hjælpepakker, så jeg er på lønkompensation. Jeg lider ikke økonomisk nød og er ikke smittet, så jeg er ikke den, der er hårdest ramt af krisen.
Det er bare ikke til at komme uden om, at jeg er noget socialt underernæret. Ikke bare at jeg ikke har nogle lektioner, men alle de arrangementer jeg kommer til, hvor jeg møder andre musikere og forfattere, er udsatte, i værste fald aflyste. Dagene flyder noget ud i hinanden og ligner hinanden for meget. Derfor håber jeg også, at der kommer gang i vaccineringerne.
Pc-crash.
En spot til skade som jeg oplevede var, at den pc jeg normalt bruger gik ned i oktober 2020. Det var inde for garantiperioden, så det ville ikke koste noget at få den repareret. Men ak, tre gange fik jeg den tilbage og den virkede stadig ikke. Sidste indlevering var før jul, og da lukkede alt ned. Så jeg sidder her med min nødcomputer, som godt kan skrive, men den har ikke kapacitet til alt andet jeg laver. Så mine podcast ligger stille for tiden, de onlinekurser jeg var i gang med, er også udsatte, da jeg ikke kan lave videoer for tiden. Der er ikke plads på harddisken til at genoprette mine sikkerhedskopier.
Men alt dette har så gjort, at jeg har haft tid til at genoplive min blog, for det kan min nødcomputer altså. Jeg håber bare på, at jeg snart kan få min egentlig pc tilbage.
Men nu har jeg altså genstartet denne blog, som jeg kalder mit forfatterværksted. Velkommen skal du være!
This is very attention-grabbing, You are a very skilled blogger. I have joined your rss feed and look forward to…